Nu kører den hurtigste Buzz i byen: verdenspremiere på ID. Buzz GTX

  • Verdenspremiere: Med den 340 hk stærke ID. Buzz GTX lanceres den hidtil kraftigste version af den ikoniske fuldelektriske MPV
  • To akselafstande, to batteristørrelser: ID. Buzz GTX med normal akselafstand har et 79 kWh batteri, ID. Buzz GTX med lang akselafstand har et 86 kWh-batteri
  • Firehjulstræk som standard: To elmotorer – en på forakslen og en på bagakslen – kombineres til et intelligent styret 4MOTION-firehjulstræksystem
  • 4MOTION: Firehjulstræk giver et optimalt afsæt, så ID. Buzz GTX kan accelerere til 100 km/t på kun 6,5 sekunder (Foreløbig værdi)
  • Høj trækkraft: Med en maksimal anhængervægt på op til 1.800 kg og firehjulstræk er ID. Buzz GTX ideel til at trække en båd- eller hestetrailer

Volkswagen Erhvervsbiler udvider løbende udbuddet af ID. Buzz-modeller. Først fik vi ID. Buzz og ID. Buzz Cargo i slutningen af 2022 og til sommer lanceres den lange version af ID. Buzz sammen et større batteri, en opgraderet elektrisk drivlinje og ny software. Nu skruer Volkswagen Erhvervsbiler op for spændingen med introduktionen af ID. Buzz GTX – en ny dynamisk topmodel med 340 hk og elektrisk 4MOTION-firehjulstræk, der spurter ind på markedet til efteråret.

GTX – dobbelt op på motorer. Den nye ID. Buzz GTX er udstyret med to elmotorer. Den forreste elmotor aktiveres inden for brøkdele af et sekund efter behov, og sammen med den bagerste elmotor leverer de et elektrisk 4MOTION-firehjulstræk og en samlet systemydelse på 340 hk. Bagakslen drives af en synkron-elmotor med permanent magnet (PSM), der yder 286 hk og et maksimalt drejningsmoment på 560 Nm, mens forakslen drives af en asynkron-elmotor (ASM), der maksimalt yder 109 hk og et drejningsmoment på 134 Nm. I standby-tilstand bruger ASM-elmotoren næsten ingen energi, hvilket er et særligt træk ved asynkronelmotorerne, der gør dem ideelle som en assisterende motorer. Når speederfoden forlanger fuld effekt, accelererer ID. Buzz GTX fra stående start til 100 km/t på blot 6,5 sek. (foreløbig værdi) både i versionen med 79 kWh- og 86 kWh-batteri, og tophastigheden er i begge GTX-modeller elektronisk begrænset til 160 km/t.

GTX – kan trække tungt. Takket være det elektriske firehjulstræk og opgraderinger af den elektriske drivlinje er den maksimale anhængervægt også øget i forhold til versionen med 204 hk. ID. Buzz GTX med standard akselafstand kan trække op til 1.800 kg (med bremser, 8 % stigning), mens ID. Buzz GTX med lang akselafstand har en maksimal anhængervægt på 1.600 kg. Den maksimale anhængervægt blev således øget med henholdsvis 800 kg og 600 kg. Det effektive elektriske 4MOTION-system giver optimalt vejgreb under alle forhold og er især en fordel, når bilen f.eks. trækker en trailer på vådt eller løst underlag.


GTX – to størrelser batterier og to ladehastigheder. De to elmotorer i ID. Buzz GTX får fra strøm fra et 79 kWh-batteri i standardversionen og et 86 kWh-batteri i versionen med lang akselafstand. Batteriet på 79 kWh kan ved DC-hurtigladestationer lade med op til 185 kW, og under optimale betingelser tager en opladning fra 10 til 80 procent cirka 25 minutter. Batteriet på 86 kWh kan lynlade med op til 200 kW ved DC-hurtigladestationer, hvor det kan oplades fra 10 til 80 procent på markant mindre end en halv time. Begge versioner af ID. Buzz GTX kan forvarme batteriet – enten manuelt eller automatisk via navigationssystemet – så batteriet er klar til at lade med maksimal effekt i det øjeblik, at bilen ankommer til ladestanderen.

GTX – sort signalerer sport. ID. Buzz GTX kan blandt andet kendes på en frontkofanger med et karakteristisk GTX-design, der omfatter et sort luftindtag med gitter i bikubemønster og nye luftføringskanaler ude i hver side. Nydesignede kørelys i form af to LED-trekanter oven på hinanden formet som en pilespids er integreret i kofangeren i venstre og højre side. Karrosserielementer såsom frontkofangerens nye luftindtag, luftføringskanalerne ude i siderne, GTX-bogstaverne og sidespejlhusene er udført i højglans sort. Derudover er de nye 19-tommer Venlo-alufælge standardudstyr til ID. Buzz GTX, og som ekstraudstyr tilbydes to nydesignede 21-tommer alufælge med betegnelserne Caracas (sort) og Townsville (sort med diamantskåret overflade). ID. Buzz GTX er desuden standardudstyret med Volkswagens lovpriste IQ. LIGHT-LED-matrix forlygter, der giver optimalt lys under alle forhold og samtidig giver bilen en unik lyssignatur i mørket.


GTX – interiør med et rødt snit. Volkswagen Erhvervsbiler har også tilpasset interiøret til GTX-versionen. Mørke farvenuancer understreger den sportslige karakter i de mest kraftfulde versioner af ID. Buzz. For eksempel er begge versioner af ID. Buzz GTX – med kort og lang akselafstand – de eneste modeller i produktlinjen, der er udstyret med en sort loftbeklædning. Sæderne har også det specifikke GTX-design, og forsæderne er desuden elektrisk justerbare og har memory-funktion. Sædernes betræk er i sort ArtVelours-Eco-microfleece med et nyt diamantformet mønster samt røde kontrastsyninger og en rød linje langs sædernes yderkanter. Det sorte læderbeklædte multifunktionsrat har røde korssyninger, et rødt dekorelement og integrerede GTX-bogstaver i krom.

GTX – fart for flere. ID. Buzz GTX med standard akselafstand fås som fem-personers med en 40:60 delt tre-sæders bænk på anden række (2/3) eller som en seks-personers med to individuelle sæder på anden og tredje række (2/2/2). Den lange ID. Buzz GTX kommer standard som syv-personers, men den kan også konfigureres som en fem-personers med en tre-sæders bænk (2/3) på anden række eller som en seks-personers med to sæder på alle tre rækker (2/2/2). Syv-personers versionen har et tre-personers bænksæde på anden række og to individuelle sæder på tredje række (2/3/2). Sæderne i anden række kan flyttes i længderetning med op til 150 mm i versionen med standard akselafstand eller 200 mm i versionen med lang akselafstand. Det forreste passagersæde, ydersæderne på anden sæderække og sæderne i tredje række er som standard udstyret med ISOFIX-beslag til autostole.


GTX – litervis af bagagerumskapacitet. ID. Buzz GTX med standardakselafstand og fem-personers sædearrangement har et bagagerum på mellem 1.121 liter (lastet til overkanten af bagsædets ryglæn) og 2.123 liter (bagsæde foldet ned, lastet frem og op til overkanten af forsædernes ryglæn). Den lange version af ID. Buzz GTX er endnu mere rummelig, og når den er lastet op til overkanten af ryglænene på anden sæderække, er der en bagagerumskapacitet på 1.340 liter til rådighed. Hvis den lange ID. Buzz GTX læsses helt frem til forsædernes ryglæn, øges volumen til 2.469 liter. Selv om der er syv personer om bord, er der stadigvæk et bagagerum på 306 liter til rådighed bagved tredje sæderække. Afhængigt af sædekonfigurationen kan begge ID. Buzz GTX-modeller udstyres med en lang eller kort Multiflexbund (todelt-bagagerumsbund med to opbevaringskasser under). Multiflex-bunden skaber et ekstra niveau i bagagerummet og – når bagsæderne er klappet ned – ét stort fladt bagagerumsgulv frem til forsædernes ryglæn.


Sambabus af en ny æra. Som ekstraudstyr kan ID. Buzz med lang akselafstand nu udstyres med et panoramasoltag, der har smart glas. Her er en flydende krystalfilm integreret mellem de to lag af glas, der kan aktiveres af strøm, hvilket får panoramataget til at skifte fra at være gennemsigtigt til uigennemsigtigt (privatlivstilstand med lys- og varmebeskyttelse). Panoramataget er på 1,5 m2 (1,54 x 0,93 m) og er det største nogensinde i en Volkswagen, og på den måde kan man sige ID. Buzz Lang og ID. Buzz GTX Lang er den elektriske æras svar på ikoniske T1 Sambabus, der havde små tagvinduer.

ID. Buzz GTX-modellerne forventes introduceret i tredje kvartal, forsalget starter til sommer.


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk